Hvad er mixing og mastering?
Mixing og mastering er to nødvendige processer, som hører med til enhver form for musikudgivelse, men som i mange tilfælde også vil blive brugt i forbindelse med mindre projekter. Når et musikstykke er blevet komponeret, vil det ofte være sådan, at de forskellige instrumenter (samt en eventuel vokal) ikke harmonerer fuldstændigt med hinanden i forhold til både volumen og klang. Som producer er det altså ens job at ’mixe’ på de individuelle instrumenter, så hvert instrument får sin egen unikke ’rolle’ i det samlede lydbillede. Det samme gør sig naturligvis gældende for mixing af vokaler. Hvis noget er for højt, lavt, diskant, etc. så kan det i værste tilfælde være forstyrrende for lytteren, og produktets kvalitet vil derved falde anseeligt.

Mastering er det sidste led i processen for at danne det mest fuldendte lydbillede i et musikstykke. Det er et kompliceret teknisk forløb, hvor den fagkyndige lydtekniker fremhæver bestemte frekvenser og ændrer ved bestemte indstillinger i mixet for at give lydbilledet et sidste kvalitetsløft.

Hvorfor mixing og mastering?                                                                      Mixing er altid vigtigt, medmindre der er tale om et projekt, som kun skal bruges internt og i forbindelse med noget, hvor kvaliteten ikke er afgørende.

Man mixer musikken af den simple grund, at det uden et mix lyder ufærdiggjort og amatøragtigt. Det er ikke sikkert, at modtageren bevidst vil tænke, at der er bestemte ting galt med musikken, men underbevidst vil oplevelsen blive associeret med noget lavkvalitativt, amatøragtigt. Derfor er det altid vigtigt, at musikken bliver mixet, og særligt når produktet har et eksternt formål. Mastering er nødvendigt, hvis det produkt man laver, skal udgives eller på anden måde eksponeres kommercielt. Uden mastering vil et musikprodukt ikke kunne leve op til de kvalitetskrav, som forelægger hos de store medieeksponenter. Hvis en sanger, f. eks. gerne vil have sin musikvideo til at blive vist i fjernsynet, så er det først og fremmest påkrævet, at musikken er blevet mastereret, for ellers vil produktets kvalitet ikke leve op til tv-stationernes krav.